Heres the interview in danish, I dont no anything about online translators, but if You do, you can translate it yourself.
"Den 2. maj 1945 overtog jeg kommandoen over Schnellboot S 103, der lå i Svendborg. Jeg var velkendt med tjenesten, da jeg i et par år havde været chef og divisionschef ved en torpedobådsflotille i Middelhavet. S 103 var - med undtagelse af enkelte krigserfarne - bemandet med unge uden fronterfaring. Uden mulighed for at give dem en grundig uddannelse fik jeg 2 dage efter min ankomst ordre til som den eneste krigsvante skibschef i den i Svendborg liggende Schnellboot-skoleflotille at sejle til Flensborg for at undersøge, om de engelske styrker allerede var trængt så langt frem. Man vidste kun med sikkerhed, at de var stødt frem over Eider.
Den 4. maj omkring kl. 1400 løb vi ud i overskyet, delvis regnfuldt vejr. Om bord befandt sig 32 mennesker, hvoraf adskillige, der ikke hørte til besætningen, men som skulle befordres til Flensborg. Luftrummet over Danmark og Nordtyskland var bestandig fyldt med fjendtlige luftfartøjer.
Ca. 1 time efter afgangen blev båden ramt af en eksplosion og flere nedslag.
Gennem et hul i skyerne havde en jagerbomber opdaget os. Den angreb først med raketter, der blev en fuldtræffer, og næsten samtidig fik vi flere træffere fra flyets kanoner. Uheldigvis var bådens 4 cm kanon og hele dens besætning sat ud af spillet af raketten. Også vore øvrige våben blev sat ud af spillet, så vi var ganske forsvarsløse. Også bådens motorer blev ødelagt, og selvom den midterste motor endnu gik langsomt frem, kunne vi ikke mere manøvrere.
I den følgende halve time blev vi angrebet uafbrudt af 6 bombere - 2 to-motors og 4 en-motors - indtil båden sank. Da vor redningsbåd var fuldstændig gennemhullet, havde vi kun en kapokflåde til rådighed. Det lykkedes at anbringe enkelte hårdtsårede i flåden. 6 lettere sårede eller uskadte besætningsmedlemmer, hvortil jeg selv hørte, måtte klare sig svømmende med blot et tag i flåden.
Efter tre kvarters forløb blev vi samlet op af en lille fiskerbåd fra Mommark, som bragte os i land. Af de 32 ombordværende overlevede kun 12. Jeg erfarede fra chefen for en opankret minestryger, at der ville blive våben stilstand den næste morgen kl. 0800.
Netop da vi var kommet i land i Mommark, så vi ude i Lille Bælt en undervandsbåb, der blev angrebet og beskudt af et kobbel på ca. 30 jagerfly, indtil den sank. Den nøjagtige position for sænkningen kender jeg ikke", slutter Oberleutnant Heckel sin beretning. "
